Generelle betingelser for Vibrant

1. Definitioner

Forretning
Den fysiske eller juridiske person i denne aftale, der har indgået aftale med Vibrant og Clearhaus om at gennemføre kortbetalinger.

Kortholder
Den person (Forretningens kunde), som et Kort er udstedt til.

Kort
Betalingskort omfattet af denne aftale, typisk Visa eller Mastercard.

Hovedaftalen
Dokumentet hvoraf priser og øvrige hovedvilkår mellem Forretningen og Vibrant/Clearhaus fremgår.

Kortorganisation
Visa, Mastercard eller lignende kortorganisation.

Kortudstederen
Kortholders bank

2. Vibrants og Clearhaus' ydelser

Vibrant leverer en mobilapp, der gør det muligt for Forretningen på en mobiltelefon at modtage betalinger. Clearhaus er et betalingsinstitut, der stiller en konto til rådighed for Forretningen og leverer den finansielle serviceydelse, der gør det muligt for Forretningen at modtage en kortbetaling. Clearhaus er godkendt af og under tilsyn af det danske Finanstilsyn. Clearhaus er principal member af Visa og Mastercard.

3. Grundlag for aftalen

Aftalen mellem Forretningen og Vibrant/Clearhaus består af Hovedaftalen, nærværende generelle betingelser, Visa og Mastercards internationale regelsæt. 

Vibrant/Clearhaus' indgåelse af aftalen med Forretningen er baseret på en grundig kreditvurdering. Clearhaus har ret til at indhente kreditoplysninger om Forretningen og dennes ejerkreds samt i øvrigt anmode Forretningen om nødvendige oplysninger til brug for den løbende vurdering af kundeforholdet.

Vibrant/Clearhaus har ret til uanmeldt fysisk at inspicere Forretningens lokaler og lagre som led i den løbende kreditvurdering. 

Forretningens aftale med Vibrant/Clearhaus må kun anvendes til den godkendte forretningsmodel. Der må derfor ikke gennemføres betalinger for tredjemand, og der må ikke gennemføres betalinger for varer/ydelser, der væsentligt afviger fra det af Forretningen oplyste. 

Såfremt der sker væsentlige ændringer i Forretningens forhold, skal Vibrant/Clearhaus omgående underrettes skriftligt. Væsentlige forhold kan bl.a. bestå af: Forretningens ejerkreds, direktion, bestyrelse, registreringsnummer, adresse, e-mailadresse, telefonnummer, kontonummer, branche, forretningsmodel (herunder nye forretningsområder) samt betydelige ændringer i varesortiment. Ovenstående er ikke udtømmende. 

Væsentlige ændringer kan medføre en ændret kreditvurdering fra Vibrant/Clearhaus' side. En ændret kreditvurdering kan medføre, at Vibrant/Clearhaus fastsætter og reserverer et beløb til dækning af tab (reserver). 

Enhver ændring af aftalen mellem Vibrant/ Clearhaus og Forretningen skal være skriftlig. Vibrant/Clearhaus kan ændre aftalen med 30 dages varsel. Varslet kan dog være kortere, såfremt ændringen skyldes en ændret kreditvurdering eller krav fra myndigheder eller Kortorganisationerne. Underretning om ændringer sker via mail. Forretningen er bundet af ændringen, medmindre man inden 10 dage fra underretningen meddeler Vibrant/Clearhaus, at ændringen ikke kan accepteres.

Når Forretningen åbner en konto hos Vibrant/Clearhaus, gives der samtidig samtykke til, at Vibrant/Clearhaus må tage kontakt via mail, telefon, brev osv.

4. Gennemførsel af transaktioner

En betaling må ikke gennemføres, før varen eller ydelsen er leveret eller afsendt til Kortholder.

Forretningen er forpligtet til at modtage alle relevante typer Visa og Mastercard.

Efter gennemførelse af transaktionen påhviler det Forretningen at udlevere en kvittering til kortholder via print, email eller SMS. Forretningen skal gemme al relevant information vedr. transaktionen i minimum 2 år.

5. Ikke-tilladte transaktioner

Der må alene gennemføres transaktioner, der er tilladt iflg. Hovedaftalen, herunder Kortorganisationernes love og regler. Som eksempel på transaktioner, der ikke er tilladte, kan nævnes: betaling modtaget for 3. mand, betaling for varer/varegrupper/brancher (se særligt MCC koden) der ikke er nævnt i Hovedtaftalen, betaling af gæld (en Kortholder der betaler for en tidligere modtaget vare), MOTO transaktioner, betalinger der kan skade Kortorganisationernes og/eller Vibrant/ Clearhaus' omdømme og varemærke, betalinger for salg der ikke er i overensstemmelse med lovgivningen samt betalinger for ydelser, der kan udgøre en krænkelse af ophavsrettigheder.

Overtrædelser heraf vil af Vibrant/Clearhaus blive opfattet som grov misligholdelse af Aftalen og kan medføre omgående opsigelse heraf. 

Overtrædelse af Hovedaftalen og/eller kortorganisationernes regelsæt kan endvidere medføre, at  Vibrant/Clearhaus pålægges en betydelig bod fra den relevante kortorganisation. Forretningen vil blive holdt direkte erstatningsansvarlig herfor.

6. Refunderinger

Forretningens refundering af en transaktion til kortholder (typisk ved tilbagelevering af købt vare), må kun ske til hel eller delvis udligning af en tidligere gennemført kortbetaling. Forretningen skal anvende samme kort til refunderingen, som blev brugt til at gennemføre det oprindelige køb, og refunderingen må ikke overstige den oprindelige transaktionsværdi. 

Refundering må alene gennemføres via Vibrant/Clearhaus, såfremt den oprindelige transaktion er gennemført via Vibrant/Clearhaus. Dette indebærer, at der ikke må udbetales kontanter eller foretages en bankoverførsel til Kortholder.

7. Indsigelser

En Kortholder kan gøre indsigelse mod en transaktion overfor Kortudstederen, der retter henvendelse til Clearhaus. Årsag til en indsigelse kan bl.a. være, at Kortholder nægter kendskab til transaktionen, at betalingen er gennemført på anden vis, at kortholderen ikke har modtaget den aftalte vare eller ydelse, at kortholderen har returneret den modtagne vare, eller at den gennemførte betaling er større end aftalt.

Forretningen er forpligtet til omgående på Vibrant/Clearhaus’ anmodning at fremkomme med al relevant dokumentation, der vedrører den omstridte transaktion. Såfremt Forretningen ikke kan godtgøre sin ret over for Vibrant/Clearhaus, kan Vibrant/ Clearhaus vælge at returnere betalingen til Kortholderen. Vibrant/Clearhaus' sagsafgørelse er endelig og kan ikke indbringes for domstolene.

Forretningen er forpligtet til at yde et højt serviceniveau overfor Kortholder, således at indsigelser undgås. Et for højt antal indsigelser kan medføre en bøde fra Kortorganisationerne til Forretningen. Disse gebyrer vil blive udstedt til Vibrant/Clearhaus, der altid vil opkræve disse af Forretningen, som er ansvarlige herfor, med tillæg af et administrationsgebyr på 25% af gebyrets størrelse. 

8. Gebyrer

Vibrant/Clearhaus’ gebyroversigt kan findes på Vibrants forside. Alle gebyrer er opgivet excl. moms, afgifter og skatter. 

Såfremt Forretningen opkræver gebyr hos Kortholder for en transaktion, skal dette fremgå tydeligt for Kortholder, inden denne godkender transaktionen. Det påhviler Forretningen at holde sig orienteret om at følge nationale og europæiske regler om opkrævning af transaktionsgebyrer hos kortholdere.

9. Udbetaling og reserver

Udbetaling for gennemførte betalinger til Forretningen sker periodevis som anført i Hovedaftalen. Udbetalingen sker med fradrag af gebyrer, bøder, refunderinger, indsigelser og reserver.

Reserverne er defineret i Hovedaftalen. Såfremt en fornyet kreditvurdering giver anledning hertil, kan Vibrant/Clearhaus ændre reserveberegningen uden varsel. 

Forretningen har pligt til hurtigst muligt at afstemme Vibrant/Clearhaus' udbetalingsberegninger med sit eget bogholderi. Indsigelser til Vibrant/Clearhaus skal ske senest 30 dage efter udløbet af den måned, hvor posteringen fandt sted. Forretningen skal af egen drift hente kontoudtog på me.vibrant.io

10. Ophævelse af aftalen

Forretningen kan altid opsiges aftalen med Vibrant/Clearhaus med omgående virkning. Vibrant/Clearhaus kan opsige aftalen med 3 måneders varsel. Såfremt der sker gentagen eller grov misligholdelse af aftalen, kan Vibrant/Clearhaus opsige med omgående virkning. 

Kortorganisationerne kan af egen drift ophæve aftalen diskretionært med omgående virkning.

Ved aftalens ophør har Vibrant/Clearhaus ret til at tilbageholde Forretningens indestående i perioden hvor der kan fremkomme indsigelser (indsigelsesperioden). Indsigelsesperioden afhænger af forretningsmodel/produkt. 

11. Øvrige forhold

Ingen af parterne er berettiget til at give oplysninger til tredjemand om Hovedaftalen og dens indhold. Vibrant/Clearhaus er dog berettiget til at videregive oplysninger om Hovedaftalen og Forretningens forhold til Kortorganisationerne. Forretningen kan ikke gøre ansvar gældende overfor Vibrant/Clearhaus for skader, herunder manglende omsætning, der skyldes systemnedbrud og -fejl. Forretningen opfordres til at opretholde passende backup-systemer.

Vibrant/Clearhaus kan med bindende virkning for Forretningen fremsende meddelelser via mail. Det er Forretningens ansvar, at den korrekte mailadresse samt telefonnummer fremgår på Forretningens konto hos Vibrant/Clearhaus.  

Tvister afgøres ved Retten i Aarhus efter dansk ret. Vibrant/Clearhaus kan vælge at stævne Forretningen ved Forretningens hjemting i Danmark eller udlandet. I det indbyrdes forhold mellem parterne skal Vibrant/Clearhaus være fritaget for eventuel procesrente.